Klubben ved Brydegården skal være et rart sted at være.

Klubben ved Brydegården ligger centralt i Måløv og hører under Klub Måløv i Ballerup kommune.  Vi ligger i et smørhul med et dejligt grønt udeareal, en bålhytte, en boldbane og når vi kommer til maj måned skulle vi også meget gerne have en ny multibane. Som medlem i klubben kan man være med til at præge klubbens inde- og udearealer og efter ønske fra mange af vores børn har vi derfor bestilt en multibane og vi glæder os alle.

Vi har i Måløv valgt, at have en struktur der tilgodeser børnenes forskellige behov når man eksempelvis går i 3. Klasse og i 7. Klasse. Samtidig betyder det, at vi hvert år med denne struktur har mulighed for at modtage alle 3.klasser på en gang, så de kan følges ad i klub. Det vil sige, at når de nye 3. Klasser starter hos os så flytter vores 6.klasser i Måløv fritidsklub og bliver en del af ungemiljøet. I december 2015 havde vi 164 indmeldte børn i klubben i alderen 8- 12 år.

Vi modtager børn primært fra Måløvhøj skole. Vi er en del af teamsamarbejdet på mellemtrinnet og har understøttende undervisning samt lektiecafe fra 4. – 6 årgang.

Klubbens primære aktiviteter er det kreative værksted, computer, rollespil, friluftsliv, vores ude/indedyr, sport og bevægelse, aften arrangementer, vores daglige tilbud af varieret mad fra cafeen (som udgangspunkt lavet sammen med ungerne hvis det kan lade sig gøre) samt ture ud af huset.

Vi lægger stor vægt på at I kommer til os, hvis der noget der ligger jer på sinde i forhold til jeres eget barns trivsel og udvikling. Vi holder løbende omsorgssamtaler med de forældre som ønsker det og/eller når klubben har brug for at vende en bekymring/undren i forhold til jeres barn.

Der hænger en tavle ved indgangen med en oversigt over, hvor de forskellige voksne er i huset. I caféen har vi en stor tavle med opslag og tilmeldinger til ture, aktiviteter mv. For at forældre også har mulighed for at følge med, vil der også blive oplyst om aktiviteter på Tabulex. Tilmeldinger foregår imidlertid i klubben.

ÅBNINGSTIDER

Man, tir & fre: 14.30 – 17.00
Ons & tor: 13.00 – 17.00

På skolefridage og i ferier har vi åbent fra 10.00 – 17.00